søndag, januar 29, 2006

Jeg boykotter Saudi-Arabien

Jeg har besluttet mig for at boykotte saudiarabiske produkter. De to glas med oliven fra køkkenskabet smider jeg i skraldespanden, konens dadler ryger samme vej, mens fetaen, der skulle have været i aftenmadens pitabrød, ryger i pitabrødene og videre ud i affaldscontaineren.

Oliefyret tømmer jeg ud i naboens sandkasse og håber på den måde at slå to fluer med et smæk.

Og når Volvoen skal fyldes med benzin, kører jeg til Hydro-Texaco, som vist nok er noget norsk-amerikansk halløj.

”Din fede idiot,” hører jeg dig (som så mange gange før) råbe foran skærmen.
Olivenene kommer ofte fra Italien – råber du og tilføjer – dadlerne er nok iranske, pitabrødene lavet i Århus, fetaen fra danske mælkekøer, sandet fra en grusgrav i Burgårde og olien er fra Kuwait eller Irak. ”Ingen af produkterne er saudiarabiske, din kæmpe jordbærhjerne,” skriger du.

Ja, du har sikkert ret i, at ingen af de produkter jeg boykotter kommer fra Saudi-Arabien. Men så vidt jeg ved, har Arla ikke en skid at gøre med Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Ligesom Carlsberg, Lego, B&O, Lundbeck, Gum Link, Tulip eller TDC har hyret tegnere til at portrættere Muhammed (æret være Hans minde).

Alligevel er disse og flere andre danske virksomheder nu udsat for boykot i Saudi-Arabien, der som storebror i Mellemøsten sikkert trækker flere lande med.
Ifølge Fahmy Almajid – dansk forfatter, journalist og mellemøstenekspert – er den store danske boykot blandt andet kommet i stand ud fra flere interessante antagelser om Danmark.

Islamkritiske citater fra Pia Kjærsgaard har cirkuleret i arabiske medier. Det kan jeg sagtens leve med, hvis det ikke var fordi, hun i oversættelsen bliver betegnet som leder af Det Danske Befolkningsparti, der har fået læserne til at tro, at DF repræsenterer hele Danmark.

Så indtil saudiaraberne får rettet op på troen om, at Pia Kjærsgaard er leder af hele det danske folk, vil jeg bevare min overbevisning om at oliven, olie, feta, pita, dadler og sand er fra Saudi-Arabien.