25. marts 2009

 

5, 7,7 eller 8,62% i rabat?

Min cykel blev stjålet - igen. Det er 3. gang, jeg har fået stjålet en cykel.

Det betød selvfølgelig, at jeg skulle købe en ny, og efter at have været lidt rundt i byen fandt jeg en Batavus Cs Spirit (lyder fanme som om man kan flyve hen over prærien på sådan en satan).



5.197 kr inkl bagagebærer lød originalprisen på.
Pga min historie med at få bøffet cykler, så ved jeg, at de altid er klar til at give det bagagebærer, og det var Egå Cykelcenter også.

Så langt så godt.

Så bad jeg om rabat: "Du må kunne slå noget af prisen".
Forhandler: "Uha, vi tjener ikke meget på sådan en cykel" (hvordan kan de sige det med straight face, når der bag dem står tilbudscykler, der er sat 1.000 kr ned?)
Mig: "Du må kunne finde 5%"
Forhandler (grå i hovedet, tøvende som stod hans families fremtid på spil): "OK".

Så gik vi op til skranken, hvor jeg var klar til at betale.
4.940 kr lød regningen på.
Mig: "4.940 kr lyder ikke som 5% rabat?"
Forhandler: "Det er 5% af 5.197 kr"
Mig: "Den går ikke. Det var 5% ud over bagagebæreret" - tavshed (tak for rådet Kim).
Så tog han en lommeregner frem på størrelse med Fyn, som han klappede nogle tal ind i, og ud kom det magiske tal 4.797 kr.

Den godtog jeg.

Nu har jeg så regnet lidt på det, og slutprisen betyder, at jeg har fået 7,75% rabat på hele moletjavsen, men hvis jeg skulle have haft 5% af de 4.999, så skulle jeg faktisk have været endt på et nedslag på 8,62%.

Well, what ever. Det var en godt prutte-seance, og jeg var tilfreds med at tavshedstricket virkede.

Resultat:
5.197 kr - 400 kr = 4.797 kr = 7,7%

Se forsøget i et regneark

7. marts 2009

 

Der er ikke meget handel i en boghandel

Så prøvede jeg igen at prutte hos en boghandler.

Jeg skulle have tre bøger til i alt 727 kr. Et betragteligt beløb i mine øjne, og da handlen foregik under bogudsalget, så mente jeg, at jeg burde have rabat. Det fik jeg så ikke.

Junot Diaz - Oscar Wao. Den glæder jeg mig til at læse

Ekspedienten - en ung kvinde - var afvisende, men heldigvis brugte hun "jeg er ikke i stand til at give dig rabat".

Hvem er så? replicerede jeg.

Det var en ældre kvinde, som så heller ikke ville hverken stikke eller bekende.

Bestemmer-type: "Vi har op til 70 pct på udvalgte bøger"
Mig: "Ja, men jeg skal bruge disse tre, og dem må I jo så tjene langt mere på."
Bestemmer-type: "Sådan hænger det ikke sammen"

Jeg turde ikke spørge, hvordan det så hænger sammen, men mit gæt er, at forlagene bestemmer fra ende til anden. Der er ingen reel konkurrence blandt boghandlerne.

Men jeg nåede trods alt et skridt længere, nemlig at jeg ikke blev affejet af en yngre medarbejder, som brugte "jeg bestemmer ikke, så jeg kan ikke give dig rabat".

Iøvrigt havde de ikke en af de tre bøger hjemme, og da jeg kom hjem, fandt jeg ud af, at jeg kan købe den til 248 på nettet i modsætningen til 299. Så på trods af, at jeg bestilte den hjem, så henter jeg den ikke. 51 kr. for at møde op i en boghandel, som ikke er til at handle med - hey, det er et frit land.

Det er altså anden gang på godt to måneder, at jeg ikke har fået noget ud af at prutte hos en boghandel. Næste gang lover jeg, at jeg går min vej. Specielt, når det er billigere på nettet (prøv boghuset.dk - billigere og gratis fragt)

Resultat:
426 kr - 0 kr = 426 kr = 0%

Se hele regnestykket her

This page is powered by Blogger. Isn't yours?

Abonner på Indlæg [Atom]